Tegnene på et vådt efterår havde været der længe; julis flimrende varme byggede sig op til augusts spændte hede der skubbede dagene over tærsklen til september før den forløstes i et forfærdeligt brag og gled over i en lummer, fugtig oktober med våde skjorterygge og kvælende, overfyldte busser, hvorfra du steg ud til en klamt silende novemberregn. Forandringen var kommet så glidende, så naturligt at du ikke rigtigt opdagede det før aviserne, der ellers var fyldt til randen af debatten om hvor alvorligt det hele nu var, fandt plads til at bemærke at den silende regns mængder var usædvanlige; først da lagde du mærke til hvordan byen bulnede ud af fugt, træværket mørnede mod kernen, bøger åbnede sig på klem som om noget derinde lurede ud, og de dovne kanaler var vågnet og flød hurtigere og højere. Nu var det bare at håbe på at vinterstormene ville dreje uden om landet, ellers ville der komme mange over-svømmede kældre, og ellers koncentrere dig om at forblive så tørskoet som muligt når du færdedes i byen hvor trafikken gled af sted i tunneler af sløret lys og butiksrudernes beroligende udstråling kun nåede de nærmeste, for daggryet lod vente på sig, skumringen kom tidligt, og i de lyse timer var det så tåget at du nogle gange forvekslede højre med venstre, forvildede dig ind i sidegader du ikke genkendte, mistede orienteringen, og først genfandt den da du rundede et hjørne og stod over for regeringsbygningens tætte, barokke firkant der lignede en hemmelig by i byen eller noget usandsynligt, urgammelt der i ly af mørket var skudt op af jorden og nægtede at lade sig flytte eller give sig til kende. Havet lignede i mørket en sort, sulten mund og om dagen et uroligt, uigennemsigtigt metal, jævnligt oplystes horisonten derude af et lyn, og du talte sekunderne til braget der syntes faretruende nær men ved næste brag uvirkeligt fjernt og vice versa.

I dette teatervejr bredte din følelse af vantro sig; vantro over vejret, over vandet der snart ikke ville behøve en vinterstorm, blot en anvisning af vejen til kælderen og en nats forstoppelse i kloaksystemet der allerede gurglede højlydt det ene sted og boblede op det andet, vantro over sproget der syntes at have fået sin egen vilje og sit eget formål, vantro over metaforernes amokløb der gjorde himmel til hav og med associationernes svimlende fart fik forbundet alt med alt andet (teater, tvangshjemsendelser, topstyring) og kortsluttede sig selv i hvæsende og spruttende selvmodsigelser, vantro over forvirringen og forsvindingerne. Du vidste ikke hvad du skulle stille op med din egen dumpe mistanke om rædselsfulde uretfærdigheder og skamløse løgne der kun lod sig indkredse langsomt, med tålmodighed, og for det meste smuttede mellem fingrene som æggehvide men dukkede op igen, skarpe som knive, bag paragraftegnets urørlige mærke. Du kendte lejrenes eksistens og indretning, men du kendte ikke de mennesker der forsvandt derfra og kunne derfor ikke savne dem, du vidste ikke noget om deres videre skæbne men ville gerne tro på at de alle sammen havde det godt, var hjemme, var i sikkerhed, og selvom nogen der påstod at vide sagde det modsatte, selvom der var forlydender om buldren på døren klokken fire om natten, ordre om at pakke nu, hurtigt, hurtigt, angste børn, desperate selvmordsforsøg, og, efter det, fremmede fængsler, at nogle forsvandt endnu en gang, selvom, selvom, så sivede glemslens bedøvende stilhed gennem kakofonien som lugtfri gas, lod sig ikke råbe an, lod sig hverken stoppe af fagter, forargelse eller bønner om den nåde der sjældent står indskrevet i nogen lov og endnu sjældnere i den der skelner mellem nogle og andre.

Men det var alt sammen tanker blandt andre tanker, der var så meget i den periode af dit liv: Huset under ombygning, jul, fødselsdage, halsbetændelser, børnene der kun er små én gang (som de dog vokser, kræver, spørger, smækker med dørene og siver ud af ens liv og ind i deres eget – hvem er deres venner, hvor er deres vanter, deres tanker?), daginstitutionerne der pludselig strejkede, og arbejdet, arbejdet. Og imellem alt dette så sjældent bare dig selv der stjal dig til at drømme, tegne kruseduller for ingenting, fantasere om at elske med én du den dag hemmeligt begærede, overgav dig til en times nabosludder med hånden på havelågen, eller brugte et par velkomne søvnløse timer mellem midnat og to på at lede i bøger efter en sætning du hverken helt huskede eller huskede hvorfra kom. Du fandt den ikke men faldt i staver over tyve andre: “Det er blommen med dugget skind der slutter efteråret, hvor vej-ene igen deler sig ...”. “Pludselig spørger jeg mig selv, hvorfor jeg er nødt til at fortælle dette, men hvis man spurgte sig selv, hvorfor man gør alt det man gør ...” Etc. etc. Og morgenen efter betalte du prisen for dit natteroderi med søvnig surhed.

Du havde helt ærligt ikke tid og vidste ikke engang hvorfor du så alligevel begyndte, vidste ikke engang om det du gjorde var en protest mod det sprog, du ikke længere stolede på, en trang til at vrænge din vantro ud, besvare mangel på mening med absurditet, eller måske at udstille din egen åndenød og signalere efter hjælp, du vidste det ikke, og de første mange gange følte du dig bare latterlig og alene når du om aftenen havde puttet og kysset godnat og afleveret en eller anden undskyldning til din elskede; biografen med H, besøge K, hjælpe M med, og derefter sjoskede af sted under din paraply gennem de næsten øde gader til S-togsstationen, med våde tæer og en varm, kradsende fornemmelse i ansigtet. Senere, da du mange aftener havde siddet i toget og haft tid til at filosofere, kom du i tanke om bajadsen der kom for at underrette publikum om at der var ild i kulisserne og blev applauderet for sin vittighed; for guderne skal vide at der blev grinet af dig, og selv kunne du ikke lade være med at grine tilbage, selvom dine egne grin mere end noget fik dig til at mærke åndenøden og den lette, flydende kvalme der også var kommet til. Så måske var det også derfor du gjorde det; fordi du måtte spejle din egen fortvivlelse i andre ansigter men selv da kun kunne udholde at se den forvrænget, krakeleret i et grin.

© Adda Djørup