Pigen der tegner, er Sara. Hun sidder ved bordet i den lille stue. Hun har en lysebrun sweater på. Hun bøjer hovedet over papiret. Hun dingler med benene. Det ene er strakt frem under bordet, det andet bøjet tilbage under stolen. Hun har brune snøresko, lange hvide strømper og nederdel på. Det har ofte undret mig med de sko og de strømper; så underligt gammeldags det ser ud. Hvidgule solpletter ligger på bordet, hendes hænder, hår og pande. Gennem vinduet og på gulvet foran hende falder fede, gule firkanter af eftermiddagssol. En ubestemmelig potteplante har tabt et par blade i vindueskarmen og kaster en uskarp skygge i en af firkanterne på gulvet. På bordets fjerne ende, den nærmest vinduet, står den mørkegrønne kinavase med en buket røde tulipaner i. I baggrunden, bag Saras ryg, står en dør åben ind til kontoret der ligger i skygge. Fanget som blikket er af lyset og motivet i forgrunden, glider det hurtigt hen over døråbningen. Kun når man kigger opmærksomt på billedet, får man den idé at slutte sig til den barnlige skikkelse der sidder derinde på kontoret, trykket godt ned i lænestolen, og bagfra betragter den scene der males i det andet rum. Man betragter den betragtende, og uvilkårligt begynder man derpå igen at betragte det centrale motiv: Sara, der tegner. Hun har, beskyttende eller i trods, lagt armen foran papiret, så man ikke kan se hvad hun tegner, og alle har glemt det. Det kunne være hvad som helst, og for mit eget vedkommende må jeg tilstå, at jeg finder at der er noget rædselsfuldt uhyggeligt ved glemslen: Vi bjærger til en start hvad vi kan; vraggods, fragmenter af et hele der til en start minder om det hele, det var en del af, men langsomt, umærkeligt, erstatter det. Vi slæber det med os, fra hus til hus, fra væg til væg, år efter år, til vi en dag kigger op fra avisen eller tilkaster det et sidelæns blik mens vi passerer, og ser en tom skal hvorfra tomheden breder sig; en ufattelig stor og øde vished om at vi har glemt. Det er et rædselsfuldt øjeblik. Så hænger vi fragmentet, der nu minder os mere om glemslen, end om det der var, ind på gæsteværelset. Smide det ud kan vi trods alt ikke, det forbyder rædslen for det utænkelige, for dét der er værre end døden: den totale glemsel, den totale mangel på væren.

Billedet maler sig selv om og om igen. Det sætter en scene: en stue, et gulv, et vindue. Et bord, en stol. Firkanter af sol på gulvet. En ubestemmelig potteplante i vindueskarmen. Det stiller den grønne kinavase på bordet og arrangerer en buket tulipaner i den. Det trækker stolen ud og sætter en pige med lysebrun sweater på den, stikker hende en pen i hånden og siger: ‘Bare tegn hvad du har lyst til.’ Det bøjer hendes hoved over papiret og lægger hendes arm beskyttende eller i trods foran det. Det strækker hendes ene gammeldagsbestrømpede ben frem, bøjer det andet tilbage og lader hende hænge sådan på kanten af stolen med benene formålsløst spadserende i luften. Billedet maler sig selv: Åbner døren til et rum i skygge og trykker en barnlig skikkelse godt ned i lænestolen. Et barn der, lettet over at loddet ikke faldt på ham (det er ubeskriveligt kedeligt at skulle sidde stille så længe) og optaget som han er af (i hemmelighed, skjult af skyggen, tror han) at betragte scenen, ikke har opdaget at den indfanger ham. Billedet hænger i sommerhusets gæsteværelse. Det værelse, der engang var mit og Saras. Det maler sig selv når huset er tomt og aflåst, til ære for det skiftende lys. Det maler sig selv, mens familien sidder i køkkenet, når der ingen gæster er, eller når den gæst der er, ligger i sengen og drømmer om andre huse, andre senge. Når gæsten vågner op og kaster et blik på det for at se hvordan det mon ser ud i dagslys, fører det hans blik rundt som en guide på et museum: ‘Læg mærke til hånden her, hovedets hældning, lysets fald, se døren dér.’ Måske er gæsten ikke den kunstinteresserede type, måske får han bare fornemmelsen af noget der et øjeblik strejfer rundt i udkanten af hans liv, mens han leder i toilettasken, strækker sig, belaver sig på morgenmaden. Måske forlader fornemmelsen ham straks, og måske bliver den hængende et øjeblik, som et af tusinde sanseindtryk der blander sig med de tusinde flygtige tanker.

© Adda Djørup

Adda Djørup (1972). Er født og opvokset i Danmark. Har i en årrække boet i hhv. Madrid og Firenze. Har skrevet lyrik, prosa og dramatik. Har bl.a. modtaget EUs Litteraturpris og Kunstfondens pris for nyudgivelser samt Kunstfondens 3-årige arbejdslegat.