Indtil denne morgen i begyndelsen af september er det aldrig faldet ham ind ligefrem at længes efter Tyskland, hvor de kun har været på gennemtræk mod mere eksotiske steder og for en enkelt weekend i München. Men så sker det: Fanget af et overraskende koldt vindpust fra det åbne vindue, i den mekaniske bevægelse at række ud efter kaffedåsen, mærker han at sommeren er gået. Han ser vinduet lukke sig, efterårsmørket falde på og det elektriske lys tændes. Udenfor skifter bladene fra grønt til rødt og gult, visner og falmer, og de tager af sted. Ud i det store tyske motorvejsnet, ud i en kold glasklar efterårsaften, i en stor SAAB, der glider gennem mørket med en dyb monoton snurren fra motoren og nye dæk, der bider sikkert i asfalten. Sædet føjer sig efter hans krop, rattet falder til i hans hænder, instrumentbrættet udsender et behageligt lysegrønt skær, tallene lyser beroligende, som var de udregnet et bedre og mere civiliseret sted, og viserne svinger rundt i perfekte cirkler. I denne bil kører de, kører og kører, mens efterårsstormene tager til, floderne går over deres bredder, sneen vælter ned over Alperne og de nordeuropæiske fjorde fryser til, kun afbrudt af et pitstop på et motorvejscafeteria hvor alt, maden inklusive, udmærker sig ved en orden og renlighed der helt overstråler stedets anonymitet. Han investerer i én ud af femogtyve glinsende pølser med sennep, sikker på at ingen proper servitrice vil snyde med byttepengene. Hun smiler luf-tigt frem for sig over en halv kop tynd kaffe. De forlader cafeteriets lysende ø, overtydet om at alle skilte vil føre i netop dén retning de angiver, at ingen ende og ingen ny begyndelse vil overraske dem før solopgang. Der er kun lysene og de hvide striber, der forsvinder bagud, foroven og forneden, og tankernes elektrisk kildrende strøm. Han lytter til radioen, hører kanalerne skifte af sig selv; en blød trombone, en telefonquiz, et brusende orgel, reklamernes ansigtsløse stemmer, slukker for den og nyder at blive opslugt af de lange mørke baner, af natten. Nyder hendes nærvær, stilheden mellem dem, stilheden der hersker i bilens boble, der er stilheden i stormens øje og varer helt til morgenens raflebæger ryster alle bilerne ud på indfaldsvejene til Hamburg, Berlin, Hannover, Dresden, Frankfurt, Stuttgart, og et skarpt blegt daggry tørrer himlen over med en isnende brintoverilteklud.

© Adda Djørup