Eksempelvis havde Emma hverken til sinds at opsøge den mindre fremkommelige del af kysten ved Tisvilde, hvor en stejl skrænt rejste sig over et smalt bælte af sand og især ældre borgere og medlemmer af den eksklusive kreative klasse i spredt formation, tanketomme og evighedsfornemmende, hengav sig til mæt glanen ud mod horisonten og nu og da et hvidt sejl, eller den brede, populære strand et par kilometer væk, for enden af hovedgaden, med ishus og parkerings-plads, hvor en mere farverig folkemængde klemte sig sammen og lod sig rive hid og did af snart det ene, snart det andet begær – og altså således umådeholdent at ophidse eller sløve sine sanser, hvad der forekom hende at være de fleste menneskers feriemål, ja, eller mål måske endda her i livet. Kort sagt, ikke Emma. Hun ville tænke og tilbragte derfor hovedparten af sine dage på stranden i midten, et slags ingenmandsland, netop og heldigvis lige ud for Siesta-Miramar. Tænke, ikke på noget særligt, og da slet ikke for med rynket pande og bøjet ryg at gruble over et problem. Ham Rodin, faldt det Emma ind, havde fået det helt galt i halsen. Den statue burde have heddet Diskusprolapsen.
Nej. Det, Emma holdt af, var selve tankens element, den sarte elektriske strøm, den minimale friktion, den mindste tænkelige modstand, præcis stor nok til at afstedkomme en behagelig kildren i hjernebarken, en sensation akkurat stor nok til at opretholde forestilling-en om et jeg (det kilder, altså er jeg), hvad der trods alt var nødvendigt, hvis nogen skulle kunne nyde det. Og hvor helt anderledes nydelsesfuldt er det ikke, ræsonnerede hun og begravede tæerne i sandet, utrætteligt at boltre sig i sine egne harmløse hjernevindinger, evolutionens raffinaderi, der af sansernes råmateriale frembringer den rene ånd, frem for en maraton op og ned ad stranden mellem de bovlamme og de svedige, for slet ikke at tale om, hvad den slags folk ellers kunne finde på at foretage sig i løbet af en ferie – Louvre, Disneyland, safari, du godeste, eller i løbet af et liv! Så vil man prøve det ene og have det andet, snart sætter overmætheden ind, så må en ny sult opfindes, og så er der ærlig talt ikke langt til Rolf Dombernovsky. Sådan.
© Adda Djørup
