Foto: Jeppe Bøje Nielsen
Foto: Jeppe Bøje Nielsen
Adda Djørup (f.1972) skriver prosa, lyrik og dramatik. Hun har bl.a. modtaget Kunstfondens pris for nyudgivelser, Kunstfondens 3-årige arbejdslegat,
EUs Litteraturpris og Dansk Litteraturpris.
Ny Roman
Bulgakovs kat
Et birketræ. En forfatter, der prøver at holde op med at skrive. En ubestikkelig 5-årig pige. En tålmodig redaktør. En ingeniør, der farer vild i tiden. En ekshibitionistisk kæmpekat med meget store nosser. En ærkeengel af husmoderordenen. Vold, død, sex, kunst og kærlighed. BULGAKOVS KAT er et sjofelt og sentimentalt forsvar for kunsten og menneskeheden. Ikke en sten, men en sort perle i skoen. Rørende og obskønt, fint og fortvivlende. Man ved ikke, om man skal grine, græde eller onanere.
Men den latter, der hos Bulgakov kendetegner Djævlen, er hos Djørup til stede i den uimodståelige humor, der fra først til sidst præger hendes frydefulde prosa. “Er latteren i bund og grund fortvivlelsens tvilling?”, spørger fortælleren sig selv, da hun i kæmpekattens stalking-fase ser ham stå ved siden af korset på Vor Frue Kirke som en galionsfigur på et skib. Djørups prosa runger af både den fortvivlede latter, den satiriske, den ømme, den groteske og den kritiske. Og hun skriver djævelsk godt.
Der er sådan en blanding af himmelsk inspiration og beskidt Tourettes syndrom i hendes tekster, der tilsammen producerer en skrift som er egensindig, glubsk, energisk … For en gangs skyld er bagsideteksten, den ellers altid flade genre, misundelsesværdigt præcis: “Man ved ikke om man skal grine, græde eller onanere.” Det er kaotisk, men aldrig plat gakket, der er sorg og desperation i teksten, en alvor, som så heller ikke får lov at stå og blive højtidelig, før Djørups humor tackler den glidende.
”Bulgakovs kat” er en vittig og voldsom roman om at forsøge at forene alle de modsatrettede krav og ønsker, vi mennesker bærer rundt på. Nogle gange er romanen helt nede på jorden, andre gange letter den. Rejsen er spændende uanset hvad, og Adda Djørup er helt klart en flyvetur værd.
* * * * *
Bulgakovs minder om Alice i Eventyrland – som en grotesk farce, og det er ikke tilfældigt, at udpenslingen af udskejelserne er som en gendigtning af hollandske Hieronymus Bosch gamle malerier af det slette jordiske. Forskellen mellem det humane og det animalske udviskes. Eller romanen lader de to støde sammen og ’sød musik’ opstår.
* * * * *
Poesi og andre former for trods
Noveller, Samleren, 2015
240 svin på coke på en golfbane. En lykkelig morderske i Paris. Et menneske, der vil være hund. 3 gratier fra helvede i varietékostumer. En liderlig, grædende læge på en togstation. 12 berusede digtere. En utro brud. Et græsk kor og et brombærkrat. En lille klokke, der ringer.
Poesi og andre former for trods er 16 elegante, humoristiske og intelligente noveller om at byde verden og døden, sorgen og sygdommen trods. Og ét digt om søvnløshed.
Hun har et formidabelt blik for alt det, som, med hendes eget præcise udtryk, er ”fortvivlende sjovt eller mærkeligt eller oprørende – og helt igennem rædselsfuldt”, men hvad mere er, hun formår at forme sit sprællevende, dynamiske sprog, så at skriften ligefrem smyger sig op ad hver tilstand, hver stemning. Det i sig selv får hun gjort til triumf, et livsbekræftende sprogoprør.
Men det er ikke den bitres trods, den forsmåedes trods, den røvvisende autoritetstrods, det er trods som overskud, som røvtruttende liv og boblende munterhed på trods af al modgang og elendighed. Adda Djørup skriver så sprudlende, at det må vække selv den søvnigste, opmuntre selv den tristeste. Men også så uforskrækket om det tungeste, at selv stenen bliver bevæget.
Novellesamlingen viser Adda Djørup som en af tidens fornemste forfattere, med et sprog, en stil, en perfektion, der ikke har mange sidestykker i dagens danske litteratur. Læs den bog! Igen og igen! Djørup er unik.
Ofte vil man sige, rosende: Jeg glemte, at det var en bog, jeg læste, fordi det var så spændende; jeg blev forført! Men her, lykkeligt, glemmer man ikke, at det er skrift, alt imens man forføres af handlingen, eller man forføres parallelt, luksuriøst skelende: Jeg ville hele tiden vide, hvad der gemte sig bag næste, opfindsomme hjørne, og samtidig blev jeg henrykt af skriftens sprællen – som er helt igennem litterær og aldrig forsøger at gøre sig usynlig for handlingens skyld.
37 Postkort
Digte.
Samleren, 2011
37 postkort er en samling digte, diskret formet som postkort til levende og døde. Afsenderen er en kvinde med et barn i maven, som pludselig kommer ud i verden, tager sine første skridt, siger sine første ord. Omkring kvinden skifter scenen mellem Italien og Danmark, årstiderne kommer og går, mennesker lever og dør.
Hendes digte vil vitalisere fornemmelsen for liv – såvel det konkrete som det abstrakt almene, det kosmiske – og teksterne søger ofte at formulere sans for både det jordnære, det fjerne og det, der kunne være muligt. At livet kan leves mange steder og på mange måder: ”På hver piazza mødte man et liv man kunne have levet.” Det er ikke turisten, der har det syn. Det er en digter, som aktivt bruger alle de roller og masker, som tilværelsen byder én at bruge.
De flimrende forbindelser og det, der et sted omtales som »en altgennemstrømmende veghed« giver Adda Djørups digte deres paradoksale fjerlette vægt. At samstemme den ydre og den indre verden er en del af hendes postkort-projekt, der digt for digt samler sig til poetisk bæredygtighed og den slet ikke så indlysende eller lettilgængelige indsigt: ”man må elske det der er”. De 37 postkort er skrøbelige og holdbare på samme tid.
Respekt til Djørup for at kaste sig ud i en eksistentiel hvisken af cikader og eftermiddagslys. Det er dæmpet og vildt ambitiøst.
Adda Djørup skriver forbandet, blændende smukt, sensitivt, rasende, skrøbeligt og nærværende sandt om livet på baggrund af graviditet og fødsel. Og selvom hun er snublende nær ved at blive banal her og der, så redder hun sig i land hver gang (og hvad er egentlig det banale hvis ikke almenmenneskeligt?). Og jeg kan uden forbehold sige, at med 37 postkort sidder vi med den bedste digtsamling i 2011.
Digterinde Djørups 37 postkort rummer livet i al sin enkle storhed. Det er sansende, abstrakt og konkret på samme tid og et must-read for alle, der har prøvet at føde et barn. (Post)Kort og godt!
Den mindste modstand
Roman
Samleren, 2009
Emma Dombernovsky, en kvinde i trediverne, har helt og holdent har indrettet sit liv for bedst muligt at kunne dyrke hvad hun selv kalder tænkningens minimalhedonisme: At tænke uden andet formål end det at nyde selve det at tænke. Emmas mand, JC, rejser væk i seks uger for at forske, og Emmas elskede farmor dør og efterlader hende et sommerhus i en mondæn ferieby. Her tilbringer hun en lang ferie, møder blandt andre en surfer og en rigmandsdatter på gennemrejse, og bliver ven med den lokale graver. Hun tænker, slår smut, overvejer hvad hun skal gøre af sin farmors urne og lader sig i øvrigt føre af tilfældet. Da efteråret nærmer sig, er hun gravid uden at vide hvem faderen til barnet er.
Bogen blev præmieret med EUs Litteraturpris, 2010
Emma har en last, som hun kalder ”tænkningens minimalhedonisme”. Kombineret med hendes formidable evne til at observere, bliver denne såkaldte last katalysator for nogle meget morsomme betragtninger. Disse var dog ingenting, hvis ikke Adda Djørup i så flot form lader sit arkaiske sprogbrug folde sig ud. Da Emmas figur samtidig er som skabt til at blive svøbt netop i et sådant sprog-greb, kan man simpelthen ikke ønske sig mere – fuldendt formstøbt!
Det er et værk, som lever på en eminent situationsfremstilling; der er tale om punktnedslag i den menneskelige komedie. Nogle stærkt sansede, andre usentimentalt erkendende, irørt venlig men ikke brodfattig satire, og alle båret af en raffineret humor og et meget fint blik for menneskers på én gang rørende og fjollede gang på jorden.
Adda Djørup skriver langt bedre end snart sagt alle de forfattere, der lever af spændingskurvens udslag op og ned. Det er simpelthen en udsøgt fornøjelse at være i selskab med unge Emma … Stilen er lettere arkaisk, altmodisch, og det hele emmer af overskud.
Adda Djørup skriver humoristisk, intelligent og elegant.
Den mindste modstand er en lille, men intens roman, der giver læseren selv noget at tænke over og får tankerne til at flyde. Djørup skriver fantastisk, højtideligt og dog usnobbet …
Hvis man begyndte
at spørge sig selv
Noveller
Samleren, 2007
I 16 noveller afsøges grænsen mellem det fantastiske og det realistiske: Tre børn udlever et trekantsdrama, en forbenet rationalist ser spøgelser, en senil kvinde skriver breve til en hemmelig elsker, en ung mor kører hver aften i s-tog iført kunstigt fuldskæg, en lektor føder farvestrålende fugle ud af munden, en danserinde opnår kunstnerisk perfektion og træder ud af virkeligheden, en torturbøddel nyder sit otium …
Bogen blev præmieret med Kunstfondens præmie for nyudgivelser, 2007
Det er bidende samfundskritik på et højt sprogligt niveau. Dér hvor de sproglige klicheer og den professionelle kynisme krakelerer. Det er faktisk svært at blive færdig med Adda Djørups bog, for man får som læser selv lyst til at begynde at spørge sig selv.
Adda Djørup er en helt enestående stemme i yngre dansk litteratur … Adda Djørup kan skrive i lange sætninger, hun kan opbygge glidende passager, bratte skift, men også føre læseren ved skægget i sin skrifts drejende labyrintgange … Djørups noveller kan man blive ved med at vende tilbage til og hele tiden finde nyt i. Der er et stort talent på spil her, med og uden skæg.
Adda Djørup fortæller 16 røverhistorier fulde af ynde, ælde og sproglige forvandlingsnumre. Hendes novellesamling er en guddommelig lille hjerteknuser, der efterlader læseren med bankende længsel: mere!
På forsiden af Adda Djørups novellesamling Hvis man begyndte at spørge sig selv er forfatteren afbilledet påført et stort sort skæg – som en påmindelse om, at forfatteren er en sand jonglør, der frit kan vælge, hvilke roller hun vil sætte i spil.
Hvis man begyndte at spørge sig selv, om litteraturen er død til fordel for biografier og smålitterære tivolifænomener, skal man blot læse Adda Djørups prosadebut.
Monsieurs monologer
Digte, Samleren, 2005
Monsieur er en demiurglignende figur, udstyret med en god portion humor og en nagende bevidsthed om sin egen fiktive karakter.
Ikke sådan at slippe. Og frem for alt morsomt og intelligent. Det er ret længe siden, vi har set en så egensindigt anderledes, litterært nærmest fuldmoden debut.
Adda Djørup debuterer med storcharmerende og tænksomme prosadigte.
Lad os håbe, at Adda Djørup snart følger op på denne formidable debut og skriver om, hvad der sker når Monsieur opløses i virkelighed.
Digtere leger først og fremmest med sproget, med ordene. Det har Adda Djørup et åbenbart talent for. Hun er også god til at lege med attituder og ikke bleg for at lege med alvoren.