Noveller, Samleren, 2015

240 svin på coke på en golfbane. En lykkelig morderske i Paris. Et menneske, der vil være hund. 3 gratier fra helvede i varietékostumer. En liderlig, grædende læge på en togstation. 12 berusede digtere. En utro brud. Et græsk kor og et brombærkrat. En lille klokke, der ringer.

Poesi og andre former for trods er 16 elegante, humoristiske og intelligente noveller om at byde verden og døden, sorgen og sygdommen trods. Og ét digt om søvnløshed.

© Adda Djørup

Anmeldercitater

”Hun har et formidabelt blik for alt det, som, med hendes eget præcise udtryk, er »fortvivlende sjovt eller mærkeligt eller oprørende – og helt igennem rædselsfuldt«, men hvad mere er, hun formår at forme sit sprællevende, dynamiske sprog, så at skriften ligefrem smyger sig op ad hver tilstand, hver stemning. Det i sig selv får hun gjort til triumf, et livsbekræftende sprogoprør.”

Erik Skyum, Information

”Men det er ikke den bitres trods, den forsmåedes trods, den røvvisende autoritetstrods, det er trods som overskud, som røvtruttende liv og boblende munterhed på trods af al modgang og elendighed. Adda Djørup skriver så sprudlende, at det må vække selv den søvnigste, opmuntre selv den tristeste. Men også så uforskrækket om det tungeste, at selv stenen bliver bevæget.”

Lillian Munk Rösing, Politiken

”Ofte vil man sige, rosende: Jeg glemte, at det var en bog, jeg læste, fordi det var så spændende; jeg blev forført! Men her, lykkeligt, glemmer man ikke, at det er skrift, alt imens man forføres af handlingen, eller man forføres parallelt, luksuriøst skelende: Jeg ville hele tiden vide, hvad der gemte sig bag næste, opfindsomme hjørne, og samtidig blev jeg henrykt af skriftens sprællen - som er helt igennem litterær og aldrig forsøger at gøre sig usynlig for handlingens skyld.”

Linea Maja Ernst, Weekendavisen

”Novellesamlingen viser Adda Djørup som en af tidens fornemste forfattere, med et sprog, en stil, en perfektion, der ikke har mange sidestykker i dagens danske litteratur. Læs den bog! Igen og igen! Djørup er unik.”

Torben Wendelboe, Litteratursiden