Noveller, Samleren, 2007

I 16 noveller afsøges grænsen mellem det fantastiske og det realistiske: Tre børn udlever et trekantsdrama, en forbenet rationalist ser spøgelser, en senil kvinde skriver breve til en hemmelig elsker, en ung mor kører hver aften i s-tog iført kunstigt fuldskæg, en lektor føder farvestrålende fugle ud af munden, en danserinde opnår kunstnerisk perfektion og træder ud af virkeligheden, en torturbøddel nyder sit otium …

Bogen blev præmieret med Kunstfondens præmie for nyudgivelser, 2007

© Adda Djørup

Anmeldercitater


”Adda Djørup er en helt enestående stemme i yngre dansk litteratur ... Adda Djørup kan skrive i lange sætninger, hun kan opbygge glidende passager, bratte skift, men også føre læseren ved skægget i sin skrifts drejende labyrintgange ... Djørups noveller kan man blive ved med at vende tilbage til og hele tiden finde nyt i. Der er et stort talent på spil her, med og uden skæg.”

Mai Misfeldt, Berlingske

-

“Det er bidende samfundskritik på et højt sprogligt niveau. Dér hvor de sproglige klicheer og den professionelle kynisme krakelerer. Det er faktisk svært at blive færdig med Adda Djørups bog, for man får som læser selv lyst til at begynde at spørge sig selv.”

Peter Nielsen, Information

-

“Adda Djørup fortæller 16 røverhistorier fulde af ynde, ælde og sproglige forvandlingsnumre. Hendes novellesamling er en guddommelig lille hjerteknuser, der efterlader læseren med bankende længsel: mere!”

Lise Garsdal, Politiken

-

“På forsiden af Adda Djørups novellesamling Hvis man begyndte at spørge sig selv er forfatteren afbilledet påført et stort sort skæg – som en påmindelse om, at forfatteren er en sand jonglør, der frit kan vælge, hvilke roller hun vil sætte i spil.”

Karina Søby Madsen, readme.dk

-

“Hvis man begyndte at spørge sig selv, om litteraturen er død til fordel for biografier og smålitterære tivolifænomener, skal man blot læse Adda Djørups prosadebut.”

Stefan Kjerkegaard, Sentura